top of page

VORES HISTORIE

Familieejet virksomhed på fjerde generation

Hjelholts Uldspinderi ligger i Langå på Sydfyn, hvor det har været drevet af Hjelholt'er siden 1878. Uldspinderiet er en selvstændig forretning, der indtil den fjerde generation kom til, udelukkende bestod af forarbejdningen fra uld til garn. Men i starten af 1990'erne mødte Henrik, den nuværende direktør, Conny, der der ligeledes er fjerde generation af et familieforetagende. Conny er vokset op ved et mindre landbrug i Gudme, og da de giftede sig var der en oplagt mulighed for at kombinere historien på begge sider, og tilføre en fårebesætning til uldspinderiet for vedvarende resourcer.

I 1996 blev de første får så tilknyttet Hjelholts Uldspinderi. Besætningen er sidenhen vokset til 800 moderfår, der hvert forår bringer godt og vel 1400 lam til verden. I 2019 tog vi så beslutningen om at omlægge hele landbruget til 100% økologi, hvilket betyder at der fra efteråret 2020 vil kunne købes dansk, økologisk lammekød fra sydfynske marker, produceret af et lille landbrug der vægter dyrevelfærd højt og produktionsspild lavt.

DE PERFEKTE FÅR TIL ULD, KØD OG NATURPLEJE

En del af vores moderfår er af racen Gotlandsk Pelsuld, men de fleste er krydsningsdyr, bestående af Gotlandsk Pelsuld og Texel. I 2019 begyndte vi at indkrydse med racen Romney.

 

Gotlandske får er nysgerrige, med mørk, glansfuld og krøllet uld. Texelfår er mere afdæmpede og kødfulde, og romneyfår er mere robuste og har en længere pels, der giver en forbedret uldkvalitet til når vi skal spinde garn. En perfekt sammensætning til kød- og garnproduktion.

HJELHOLT.10.SEPTEMBER_4.jpg
DSC06456.JPG

LÆMNING PÅ STALD - HURTIGT PÅ GRÆS

Fårene er typisk drægtige i fem måneder, og vi plejer gerne at ville styre læmningen så de første små lam kommer til verden omkring påske. Det vil sige, at der sættes væddere til fårebesætningen i slutningen af efteråret. Vædderne udvælges på forhånd efter kriterier som masse, uldkvalitet- og mængde, sygdomshistorik osv. 

Lammene fødes som regel stalden - der kan vi bedre holde øje med, hvordan det går med hver enkel fødsel, og hjælpe til hvis der skulle være komplikationer. Derfra kommer moderfåret med sine lam i lammebørnehave i er par dage, så de er lidt mere modstandsdygtige når de kommer på græs. De første par dage i et lams liv er det ekstra sårbart, og der er relativt stor risiko for, at det bliver spist af ræve eller fugle i sine første dage, derfor prioriterer vi at læmme på stald, hvor vi bedst kan sikre den højeste dyrevelfærd.

SYDFYNSK OUTDOOR TURISME

Outdoor turisme har de senere år vist sig at være enormt trendy - men det er altså en trend, vores dyr altid har levet efter. Det er nemlig vigtigt for os, at fårene har mulighed for at boltre sig, der hvor de hører til; i naturen! Desværre har Hjelholts Uldspinderi ikke selv jord nok til at alle dyrene kan gå på egne marker, men heldigvis har store dele af egnen også fået øjnene op for den økologiske vej. Derfor har vi indgået samarbejdsaftaler med en masse lokale, økogodkendte jordbrug og fredede naturområder. 

Når dyrene har spist op på en mark, flytter vi dem til en ny, saftigere buffet. At flytte 2200 får er dog for stor en mundfuld for os, så vi har god hjælp af vores uundværlige hyrdehunde. Med til personalet hører altså seks border collies. Med dem kan vi ofte slippe for at køre vores får, og i stedet drive dem til klovs fra mark til mark.

HJELHOLT.10.SEPTEMBER.jpg
bottom of page